Aftendyk på Vapper 22. May 2007
Det er efterhånden noget tid siden det sidst har flasket sig for en tur i Østersøen, men tirsdag aften kunne det endelig lade sig gøre med en lille aften-snig-tur derud - denne gang til Vapper. De gange vi tidligere har været derude, har vi som regel kørt hele vejen til Rødvig for at sætte båden i, for så at sejle de 15 sm til vraget, men denne gang skulle en ny model afprøves.
Et af kriterierne for et succesfuldt aftendyk er at det gerne skal være nemt. Efter en dag med arbejde eller studier gider man ikke det helt store bøvl, specielt fordi det er svært at nå mere end et dyk. Det handler om at komme ud, komme i vandet og hjem igen inden det bliver super sent - quick and dirty. I stedet for at køre til Rødvig med båden, ville vi derfor sejle fra Brøndby. Der er godt nok 10 sm længere, men til gengæld sparer man 60 km i bil og det ville vi gerne - så hellere sejle!
25 sm i RIB er alligevel en sjat at sejle, så det var godt at Tur-leif’en havde styr på planlægningen af vejret til turen - vandet var næsten fladt da vi kom ud af havnen, dog med en antydning af krapsø hist og her. Ude ved trafiksepareringen var vinden imidlertid løjet fuldstændig af, så vandoverfladen blev helt fløjlsagtig smuk.
Vraget er afmærket med nord- og sydbøje så man på god afstand kan se hvor det omtrent ligger. Endvidere havde nogen været så flinke at binde en dunk på overbygningen, så vi slap for at spilde tid på at dræge og binde på - dejligt! Første hold i var Ninell, Kenneth og mig. Jeg havde selvfølgelig været så letsindig at love guld & grønne skove og mindst 10m sigt, sikkert også 15 eller 20m - en næsten tropisk fest skulle det blive! Vel nede af tovet kunne vi så konstatere at der også var fin sigt ….. efter Robert-standard! Jeg var dybt chokeret - 3-4m sigt på Vapper, det var lige godt fa*%#@s!!!

Nå, men ned på dækket og frem til stævnen med os. Vi havde godt nok aftalt at kigge på agterdækket og skruen først, men med den usædvanlig dårlige sigt glippede det lige. Et hurtigt kig ned af stævnen og så gik det mod agterenden i styrbord side. Vi tøffede lidt rundt og lyste ned i diverse skakte og huller i dækket, og så da også et par små torsk. Nede agter svømmede vi ned af trawl-slidsken og et stykke ud over bunden før vi vendte os om.
Halleluja for en sigt der pludselig var her: Agterenden var synlig i hele bredden og lidt til, der skal nok have været 10-12m sigt. Kenneth havde lånt et kamera med, og skulle lige have et par billeder inden vi daffede videre fremad igen. Tilbage på dækket tog vi turen fremad i bagbord side, og da vi efter 35min nåede overbygningen, var Ninell og Kenneth med deres hhv. 2×7 og 15L flasker ved at være nede på 60bar, så vi steg ligeså stille opad mens vi tog en tur rundt om overbygningen og kiggede ind på på broen. Efter 40min besluttede vi at det måtte være det for i dag - et super fint dyk havde det været, trods den lidt tarvelige sigt!
Jonas og Ilhan blev ikke udelt begejstrede for vores beretninger om sigten, men besluttede alligevel at give scooterne et forsøg - det er jo også et vrag i en størrelse der nærmest skriger på en lille scootertur. Ovenfra så det også ud til at de morede sig - som boblerne kom op forskellige steder rundt på vraget mindede det lidt om små biler på en modelracerbane. I mens kunne vi andre så nyde en smuk solnedgang over Køge Bugt.

Foto: Kenneth Richard Sørensen
Efter en times tid i vandet, var Jonas & Ilhan i overfladen igen, og vi bandt af og satte kurs mod Brøndby igen. Vandet var nu fuldstændig pivhamrende fladt, og vi kunne alle sidde og småsove lidt mens vi strøg hjemad med 32 knob. Næsten hjemme fik vi lov at øve lidt slalom sejlads mellem bundgarnspælene i tusmørket, men værre var det heller ikke - selv ved 22.30-tiden kunne vi stadig fint se hvor vi sejlede - sommeren er nu en dejlig årstid til lidt hverdags-dykkeri!
- Anders
Se mere om Vapper her:
Vapper på Vragguiden.dk
Vapper i DYK’s vragleksikon
Vapper på Skovheim.org
- Posted in : Dykkerture
- Author : anders
Comments»
no comments yet - be the first?