1. dyk for klubbens elevhold - 26. marts 2006 26. Mar 2006
Årets første elevtur måtte selvfølgelig inkludere sne som traditionen byder det!
DMI havde lovet 11 m/s fra øst, så Strandmøllen blev droppet til fordel for Tisvildeleje.
Her var vandet fuldstændig fladt, perfekt til elevernes første dyk. Dog kunne vi godt have undværet snestormen.
Tisvildeleje er et ret perfekt sted til et hurtigt strandyk: Man parkerer næsten på stranden; der er ganske få sten man kan skvatte over på vej i eller op; man skal ikke vade flere kilometer ud for at nå ned på 5-7 m, og endelig er der rimelig fint liv og salat-tingeltangel mellem stenene. Under vandet minder stedet meget om de øvrige stenrev på nordkysten.
Jonas og undertegnede’s plan med dagen var egentlig bare at gennemgå klubbens obligatoriske sikkerhedsprøve og så assistere lidt med eleverne hvor det var nødvendigt. De andre mente selvfølgelig ikke vi kunne være rigtig raske når vi valgte at tage dobbeltsæt og stageflasker med på et 7m stranddyk, men når nu det er en sikkerhedsprøve (tom-for-luft, ophentning & bjærgning, etc.) kan man jo lige så godt gøre lidt ud af det…
Alle havde havde vist fine dyk, dog beklagede enkelte sig over kulden.
Jonas tog også nogle billeder over vandet (kommer fluks), bl.a. af det noget malplacerede vrag - det er fandme dårligt arbejde af skipperen!
- Anders
Se nogle af Jonas’ billeder fra turen her & her.